Blogindlæg

Julen har bragt Elvis og en marcipan-flodhest!

Så blev det søndag, 3. søndag i advent, og sikke en dejlig weekend det har været ♥

I fredags var jeg til julefrokost med mit arbejde. Jeg havde på forhånd bestemt mig for at køre selv og for at tage tidligt hjem! Jeg kan jo ikke vide hvornår Loui har tænkt sig at melde sin ankomst, og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis det skete imens jeg sad i en alkoholkoger til en julefrokost 🙂 Så umiddelbart efter maden valgte jeg at køre hjem til Merethe ♥ Jeg er glad for at jeg tog med, for i mange uger havde jeg faktisk besluttet mig for at blive hjemme og holde mig ”klar”. Men det er nu ikke nødvendigt at sidde i klar-position hele tiden, og jeg var jo heller ikke længere væk, end at jeg kunne være hjemme ved Merethe på 10 minutter.

Lørdag stod i konfektens tegn. Vi havde besøg af min søster og svoger, for traditionen tro, skulle der laves konfekt til juleaften ♥ Min svoger havde taget sin playstation med så vi kunne spille Fifa imens at tøserne lavede konfekt! De fik flere timer til at gå med at smelte forskellige chokolader, trille marcipankugler og sprøjte karamel i forme. Da de var færdige med at lave konfekt skulle vi alle fire”dyste” om at lave det flotteste marcipandyr 🙂 Efter en del spekulationer over hvad pokker jeg skulle lave, trak jeg ”mandekortet”, og lavede en diller… -En julediller med nissehue! Ja, så barnlig er jeg faktisk! 🙂

Jeg kan huske fra formning i folkeskolen at når vi lavede ler, og var fuldstændig ideforladt – ja så endte det altid med at vi drenge lavede en diller 🙂 Læreren var dog ikke altid så imponeret som vi selv var! Merethe lavede en marcipanflodhest, min søster en pingvin og min svoger lavede en sut hvor der står Loui på ♥ Selvom det egentlig startede ud med en dyst, så fandt vi nu ikke nogen vinder. De andre var nok alt for misundelige på min marcipan-diller 🙂

I dag var vi på Memphis Mansion i Randers til Christmas Gospelbrunch. Det var en rigtig god oplevelse, og faktisk en tur, som vi havde glædet os rigtig meget til ♥ Der blev underholdt med adskillige Elvis-julesange og gospelnumre, imens at vi spiste en masse lækkert mad. Det var tydeligt at s, at mange af deltagerne til arrangementet var helt dedikerede Elvisfans, med deres Elvis t-shirts og countryboots. Der er altid sådan en god stemning derude, og vi elsker at komme der.

På Memphis Mansion i Randers har de et hvidt juletræ af plastic, som faktisk har stået hjemme hos selveste Elvis. Det er nærmest blevet en tradition for os at tage derud og se det juletræ hvert år op til jul ♥ Der er selvfølgelig mange ting og sager derude på museet, som har stået hjemme ved Elvis, men når jeg ser det hvide juletræ i december måned, så er det som om, at jeg kan se hvordan Elvis har stået og pyntet det, og kigget på det flotte træ. Det er en helt speciel følelse ♥

Igennem Merethes graviditet har vi været derude rigtig mange gange, og jeg tror ikke at vi kan undgå, at Loui bliver født som Elvisfan 🙂 Han har i hvert fald hørt rigtig meget Elvismusik indtil videre ♥

Da vi havde været på Memphis Mansion tog vi i Randers storcenter. Vi skulle ud og hente en babypakke i Nameit! Den indeholdt et rigtig fint sæt tøj og en lille bamse ♥

Nu tror jeg vidst heller ikke at vi mangler mere til Loui ♥ I hvert fald ikke til at starte med!

Det har været en weekend fyldt med delmål, og nu er der godt nok ikke mange tilbage før at vi kan kalde os forældre! Selvom der er kort tid til, så virker det hele stadig meget uvirkeligt ♥

Nu vil vi se en rigtig god julefilm ♥

Ha’ en dejlig dag!

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *