Blogindlæg

Kig på stewardessen!

Så blev det mandag, min far fylder 60 og HEY – i dag er der 14 dage til juleaften! Jeg siger ikke at jeg glæder mig, meeeeen det gør jeg ♥

Det har simpelthen været den bedste weekend længe! Der har overhovedet ikke været nogle arbejdsplaner, men derimod en masse dejlige oplevelser ♥

I fredags var vi på Golfhotellet i Viborg for at se Merethes band spille, og ønske dem glædelig jul. Jeg kunne godt fornemme at Merethe savnede at spille til julefrokosterne, men det er jo heldigvis pga. noget godt at hun ikke er afsted i weekenderne i december måned! Hun sammenlignede det faktisk med, at det føltes som om at der var en fed fest som hun har været med til i mange år, men i år var hun ikke blevet inviteret, og stod bare og kiggede på festen udefra.

Lørdagen startede med afslapning på sofaen, og senere på dagen kørte vi i storecenteret for at købe en gave til barnedåb om søndagen. Men det var godt nok lige før at jeg troede at det var i lørdags Loui meldte sin ankomst! Da vi kørte i bilen fik Merethe rigtig ondt i lænden, og havde svært ved at få det til at gå væk igen, som hun normalt kan ved at ændre stilling. Det gik heller ikke over af sig selv da vi gik rundt i storecenteret, så derfor lavede jeg et smertediagram da vi kom hjem, for at finde ud af hvordan smerterne kom, og hvor ondt det gjorde på Merethe. Jeg har vidst nævnt det før, men Merethe har en høj smertetærskel, hvilket normalt gør det lidt svært for mig at læse hende, men i lørdags var jeg ikke i tvivl om at hun altså havde ondt. Det var faktisk rigtig spændende at sidde og lave det diagram, for så følte jeg, at jeg kunne bidrage med noget ♥

I løbet af eftermiddagen blev det heldigvis bedre for om aftenen skulle vi til Christmas Gospelkoncert med Anders Blichfeldt i Randers. Merethe har længe ønsket sig at komme til det, og en dag skrev min mor og far at de gerne ville give os billetterne i adventsgave og det er vi jo selvfølgelig rigtig glade for. Det var en kanon god koncert, men jeg må da indrømme, at jeg mest sad og fokuserede på hvordan Merethe havde det ♥ Det var faktisk også lidt underligt at tænke på at det nok højst sandsynligt er vores sidste ”Dateaften” alene inden at vi bliver forældre. I hvert fald ude af huset 🙂

Oplevelsen lørdag var med til at jeg fik pakket ALT til hospitalet, og jeg ved nu 100% hvor alt står og hvad vi skal have med. Jeg pakkede den ene taske med det mest vigtige og tog den med da vi kørte til koncert ♥ Fra nu af kommer den til at ligge i bilen hver gang vi skal noget, så vi er forberedte på hvis Loui begynder sin rejse til verden, når vi ikke er hjemme. –Eller sidder i bilen……..! 🙂

I går var vi til barnedåb for vores venners søn ♥ Det var en helt fantastisk dag med lækkert mad og en masse hygge. Vi vidste ikke på forhånd hvad han skulle hedde, og vi havde gættet på Felix eller Frederik fordi han er blevet kaldt Hr. Frederiksen indtil i går 🙂 Navnet blev Carl. Det er simpelthen det sødeste navn, og faktisk har vi også selv snakket lidt om det navn, før vi blev enige om Loui for 5 år siden ♥ Jeg er sikker på at Loui og Carl bliver de bedste legekammerater ♥

Kan du huske at jeg tidligere har skrevet lidt om at det godt kan være lidt frustrerende som mand, at man ikke kan mærke babyen inde i maven?! Jeg plejer altid at spørge Merethe om Loui er vågen inde i maven, og om aftenen når vi går i seng ligger jeg altid mit øre på maven og snakker lidt med Loui. Han reagerer altid med et lille puf – lidt lige som om at han godt ved jeg er der. I sidste uge blev jeg ramt af en frygt for at der var noget galt. For én af aftenerne ville han ikke reagere på min ”godnat-snak”. Det gjorde mig meget bekymret og dagen efter nævnte jeg min bekymring for Merethe og vi snakkede lidt om hvordan hun følte at han var inde i maven. Jeg tror meget af det har noget at gøre med alle de ”gravidmails”, som kommer lige i tiden. De lægger nemlig alle sammen vægt på at man SKAL mærke liv hver dag og flere gange om dagen.

Merethe beroligede mig med at jeg skulle tænkte på det som hvis vi var ude og flyve. Kig på stewardessen – er hun ikke nervøs og bekymret, så er alt som det skal være <3 Så når Merethe ikke er bekymret, så er der ingen grund til at være det! Det skal dog også siges at Loui siden har reageret hver gang jeg har kaldt på ham og han danser nærmest rundt i maven konstant – jeg tror at han godt ved at han snart skal ud til os ♥

Nu vil vi tage til Herning og fejre min fars 60 års fødselsdag ♥

Ha’ en dejlig dag!

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *