Blogindlæg

Hvor går vandet hen?

Det er torsdag… Vi er midt i november måned og planen om at blive færdig og klar til Louis ankomst inden d. 1. december virker ikke helt urealistisk! Det skal være en afslappende december, uden stress og jag, hvor vi bare kan hygge os, spise en masse clementiner og forberede os mentalt på det største nytårsbrag, vi nogensinde kommer til at få ♥

I går var vi til familieiværksætterkursus, sammen med vores ”gravide klasse”. I går, og de næste to gange, handler kurset om decideret fødselsforberedelse, og det er en jordemoder, som underviser. Der er noget lidt særligt over at have mulighed for at stille en masse spørgsmål til en jordemoder, der jo har været med til utallige fødsler, som både har været nemme og mindre nemme. Hun gennemgik de forskellige faser i fødslen, og jeg må da indrømme, at jeg tror at jeg får svært ved at forholde mig heeeelt i ro, i ”startfasen”, hvor det er meningen, at vi bare skal være herhjemme, selvom Merethe har veer, og vandet måske er gået… Og nu vi er ved det… Hvor går vandet mon hen? Jeg mener, det er da lidt upraktisk hvis der kommer et ordentligt splash i sengen, og vi så ikke når at gøre det rent, inden vi skal afsted på sygehuset i 2-3 dage… Hvad hvis det bliver i sofaen?… Værst af alt… BILEN?! Merethe har læst, at vi kan købe et billigt bruseforhæng og vikle hende ind i, så bilsæderne ikke tager skade 🙂 Jeg tror måske, at når vi endelig står midt i situationen, og det går op for os, at det altså er Loui, som er på vej ud, så må vand nok bare være vand, og så tænker vi ikke så meget over det ♥

Vi så også en lille film om ”Kasper og Sofie”, som gennemgår en fødsel. Det er så rørende at se hvordan de begge reagerer, når deres lille baby er kommet ud. Sofie ser ud til at hun måske er lidt i chok efter alt det arbejde hun lige har været igennem, men får hurtigt sit ”normale” ansigtsudtryk igen. (Altså hvad vi, ud fra en kort film, kan vurdere, må være hendes normale ansigtsudtryk), og Kasper siger, sådan lidt køligt: ”Hej” ned imellem Sofies ben, da hovedet er kommet ud… Han har travlt med at koncentrere sig om at Sofie har den tryghed, hun skal bruge, fra ham.

Det er svært at vide, hvordan man som mand vil reagere i selve situationen, men jeg håber da at jeg kan holde hovedet koldt, og være en støtte for Merethe hele vejen igennem. Det er da min plan, i hvert fald. Måske føler man også, at man ikke vil stå i vejen for personalet. Jordemoderen sagde, at de ofte oplever, at mændene springer til side, men at de skulle nok fortælle, hvis vi står i vejen! Det er da lidt betryggende. Jeg vil i hvert fald ikke være skyld i, at de ikke kan komme til 🙂

Vi glæder os til næste onsdag, hvor vi skal lære lidt mere om hvad man så stiller op med sådan en lille størrelse, lige når han er blevet født, og hvad der sker på sygehuset efter fødslen.

I dag smider jeg det første rigtige afsnit af: ”Den Gravide Far, Podcast” op, så jeg håber, at du vil lytte med. Du kan lytte til det allerede nu herunder ♥

Nu vil jeg glæde mig til aftensmaden, som i aften står på risengrød.

Ha’ en dejlig aften!

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *