Blogindlæg,  Vores Fertilitetsrejse

Vores Fertilitetsrejse – Del 6!

Alle tankerne fløj igennem mit hoved, da jeg havde lagt på! Vi havde heldigvis fået en tid til tryghedsscanning på sygehuset, det var endda fredag, og vi aftalte, at jeg skulle komme hjem og hente Merethe inden vi kørte derind. Nu skulle jeg ind og fortælle min chef at jeg var nødt til at køre akut fordi Merethe var begyndt at bløde! Samme chef som jeg tidligere stolt havde fortalt, at jeg skulle være far! Det var selvfølgelig ikke noget problem at få fri, og jeg skyndte mig at gøre færdigt på arbejdet så jeg kunne komme hjem!

Jeg tror at køreturen hjem fra job gik lige så stærkt som hvis jeg havde været på vej på fødestuen med Merethe i fødsel! Da jeg kom hjem blev jeg mødt af Merethe i døren – vi stod og holdt om hinanden i lang tid og prøvede at samle tankerne og finde alt det positive frem vi overhovedet kunne, inden vi skulle køre. Jeg spurgte ind til hvordan Merethe havde det, og hun fortalte mig, at hun ikke havde ondt, men at hun havde blødt en del! OH SHIT! – hvor ville det være helt ubeskriveligt forfærdeligt, hvis det bette liv, Merethe havde inde i maven, var blevet skyllet ud i toilettet!!!

Vi satte os ud i bilen og kørte mod sygehuset. Vi var egentlig ikke kede af det, vi havde ikke opgivet! – Jeg tror mere at vi var nervøse for den besked vi skulle op og have! Da vi kom på sygehuset satte vi os i venteværelset hvor ventetiden bare føltes uendelig lang! Endelig kom der en sygeplejeske og hentede os. Det var én af de sygeplejesker, som havde fulgt os fra day one, og det var faktisk rigtig rart – lidt tryghedsagtigt hvis man kan sige det?! Normalt plejer vi at snakke og grine på vej fra venteværelset til ”rum 6”, hvor vi altid var, men denne gang var vi alle tavse på gåturen.

Da vi kom ind i lokalet, hvor vi skulle være, blev vi mødt at lægen. Der var lidt en trykket stemning. Det var lidt som om at de var indstillede på at de om kort tid skulle trøste os. Samtalen med lægen tog en evighed, sådan føltes det i hvert fald. Men til sidst blev Merethe bedt om at hoppe op på biksen og scanneren blev fundet frem. NU var det sandhedens øjeblik! Vi holdt hinanden i hånden og kiggede på skærmen!

Da der kom skærmbillede kunne vi sagtens se, at der var sket noget i Merethes mave. Efter alle de forsøg hvor vi nærmest havde været til eneundervisning i den tomme livmoders univers, kunne vi nu se, at der var et eller andet derinde nu, og at det var vokset!

Heldigvis så lægen samme plet som vi gjorde og hun begyndte at zoome ind. ”Ja, det her er så fosteret – og det i ser her er det lille hjerte, som banker… HJERTEBLINK”!!!!!!!!!!!!!

Da hun sagde dét, brød vi begge fuldstændig sammen ♥ Loui var derinde og havde det godt! Lægen kunne ikke forklare hvor blødningen kom fra og fortalte os, at det hele så rigtig fint og normalt ud!

Det var en kæmpe lykkerus, der ramte os begge, og på én eller anden måde kunne jeg ikke helt forstå hvad der lige var sket. Det gik fra at vi næsten forberedte os på tankerne om, at vi havde mistet, til at finde ud af, at det hele var som det skulle være! WTF!!!

Det var samtidig også første gang at vi så et ”billede” af Loui, eller i hvert fald af dét, som var den spæde start, til at blive til Loui ♥

Det var en oplevelse, som skræmte os begge rigtig meget, og jeg tror også at det var med til at jeg var ekstra meget opmærksom på Merethe i starten af hendes graviditet. Hver gang der var en et lille stik i maven, eller en ligamentsmerte, blev jeg meget nervøs. Heldigvis var Merethe rigtig god til at forsikre mig om, at der ikke var noget galt, og at det hele var ganske normalt. -Men det ændrede jo ikke på at vi havde jo stadig liiiiige et ”bumb”, vi skulle over inden at vi var 100% sikre på, at det var en vellykket graviditet. Nemlig 12 ugers scanningen eller nakkefoldsscanningen. Det er en scanning, hvor de gennemgår fosterets forskellige lemmer og om udviklingen på dette stadie er normalt. Hvad pokker gjorde vi, hvis fosteret viste sig at have stor chance for Down syndrom?! Jeg tror virkelig at det må være så svært at stå i sådan en situation, og vi var begge enige om, at det var umuligt at sætte sig ind i, når man ikke selv står i den. Stor respekt til alle forældre, uanset hvilket valg de tager efter sådan en udmelding ♥

Dagen for 12 ugers-scanningen kom og vi tog på sygehuset. Da vi sad i venteværelset var det så surrealistisk, for denne gang var VI dem, der skulle gå til venstre ude på gangen, ned til dén afdeling, hvor man bliver scannet, og ikke til højre som vi plejede, når vi skulle fertilitetsbehandles. Lidt som når man kom i de ”store klasser” i folkeskolen!

Vi kom ind til lægen, som skulle scanne os. Hun var simpelthen så sød og nu glædede vi os bare så meget til at se Loui på skærmen, men samtidig var vi lidt spændte og håbede selvfølgelig bare på at alt så ud som det skulle. Noget, som også var meget specielt ved denne scanning var, at det var første gang der skulle scannes udenpå Merethes mave. Vi havde kun været vant til at der blev scannet indefra livmoderen. Lægen begyndte at scanne og da vi så Loui på skærmen blev vi meget rørte og lykkelige. Nu var det virkeligt! Han var lige derinde, bag ved maveskindet, og han lignede en lille baby ♥ Lægen gik hele hans krop igennem og ALT så ud som det skulle, så det var jo helt fantastisk! Vi skulle virkelig være mor og far!

Da vi havde været til scanningen tog vi ned på vores stamsted og fik frokost. Det har faktisk været en fast tradition, at vi har været dernede og spise efter hvert møde på sygehuset. Og JA – det er blevet til ret mange caféburgere! 🙂 Noget, vi talte om dernede var bl.a.: ”Hvornår offentliggør vi det for alle at, vi skal være forældre?! -Og hvordan?” Vi blev enige om at gøre det med det samme! Jeg havde i forvejen taget et billede fra vores scanning sammen med en bamse vi havde købt til Loui! Det var så vild en følelse at mærke hvor glade folk blev på vores vegne, over at vi skulle være forældre.

Næste step i processen var 20 ugers scanningen. Normalt bliver den også kaldt ”misdannelses scanningen”, men det er vi blevet enige om herhjemme at vi ikke vil kalde den. Det lyder sådan lidt ”freak-agtigt”, når man kalder den det! Ved 20 ugers scanningen ser de bl.a. kønnet, meeeeeen vi havde jo snydt lidt hjemmefra eftersom at vi havde købt en kønsscanning tidligere (det kan du læse om her), så vi vidste allerede, at det var en dreng vi skulle have. Men på én eller anden måde var det egentlig rart nok lige at få det dobbelttjekket! Der var stadig ingen tvivl… Det var en dreng! Til scanningen viste alt sig at være i fineste orden og Loui havde det rigtig godt inde i maven!

Det er meget beroligende at være til scanning. Jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan det var i gamle dage hvor man ikke havde mulighed for den tryghed man får igennem scanningerne. Jeg kan huske at Merethe havde det lidt svært i vores sommerferie. Hun blev på et tidspunkt i ferien ramt af en frygt hvor hun var bange for at han ikke havde det godt inde i maven. Vi skulle heldigvis til scanning når vi kom hjem fra ferie, så vi valgte ikke at ringe til fødestuen for at snakke med dem om en evt. ekstra tryghedsscanning!

Nu sidder vi så her! Der er ca. 9 uger til at Merethe har termin! Det er så uvirkeligt, rørende og fuldstændig fantastisk! Vores fertilitetsrejse er slut og nu venter tiden som forældre! Vi glæder os så meget og næste gang vi ser Loui er det ikke igennem en skærm, men derimod når han ligger i vores arme og er kommet til verden ♥

Til dig, som er, eller skal til at igennem et fertilitetsforløb, så ønsker jeg dig alt muligt kærlighed og så meget held & lykke! Fertilitetsbehandling er en jungle fyldt med følelser og op- og nedture. Bare husk – det er sundt at tale om det! ♥

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *