Blogindlæg

Hvordan er det nu liiige at man staver til ”Loui”?!

Så blev det mandag, dog en lidt anderledes én af slagsen – vi har nemlig ferie hele ugen! 🙂

Da jeg endelig besluttede mig for at stå op blev jeg mødt af Merethe i stuen, som var gået amok på en hjemmeside med udsalg på babytøj. Så kunne man da sige at dagen lissom var i gang, for i dag havde vi valgt at tage en tur til Aalborg for at få købt nogle ting ind, som vi manglede til Loui!

Vi startede med at køre i Ønskebørn ude ved storcenteret, hvor vi fik købt nogle babystrømper som vi havde skrevet på vores indkøbsseddel. Derefter kørte vi ind til centrum hvor vi fik frokost på Søgaard Bryghus. Der er så hyggeligt derinde, og efter vi havde fortæret vores frokost gik turen videre på babyshopping! Selvom at vi havde lavet en seddel hjemmefra, synes jeg godt nok, at det er lidt uoverskueligt at tage på babyshopping!

Vi gik ned i Skruuk som er en børnebutik. Det var første gang vi var der, og sikke en fin butik, de havde. Dog valgte vi selvfølgelig at gøre os selv lidt bemærket derinde. Vi fandt nogle bogstaver som vi ville købe til Louis værelse. Problemet var bare at Merethe åbenbart havde ”glemt” hvordan man staver til ”Loui”, så da vi står ved kassen ser Merethe, at hun havde taget bogstaverne: L, O, U, E! Hun får øje på det og siger ”Hov, vent lige! Jeg tror, at jeg har stavet hans navn forkert!”… Det ender med at jeg begynder at tjekke på min telefon, hvordan vi staver til Loui, for jeg bliver også helt selv i tvivl! Haha… Hele butikken begynder at grine, og da Merethe har byttet E’et til et I, spørger hende ved kassen om det er til en gave! Jeg kigger på hende og siger: ”Nej, det er til vores eget barn… Det er dét der gør det ekstra pinligt!” 🙂 Så nu har vi et ”skilt” hvor der står LOUI og ikke LOUE! ♥ Det er helt sikker ikke sidste gang, at vi har været inde hos Skruuk for at shoppe! Du kan se deres webshop her

Bagefter gik vi videre, og endte i butikken Luksusbaby. Det er også en rigtig fin butik, hvor de har et rigtig godt udvalg. Der fandt vi en flot puslepude, som passer perfekt til Louis hjemmelavede puslebord (Hvis du vil se puslebordet, kan du klikke her)! Der er altså bare et eller andet fedt over de små nichebutikker 🙂

Da vi havde fået tilfredsstillet vores ”behov” for babyshopping sluttede vi af i Summerbird chokoladebutikken. Merethe havde ikke snakket om andet, end de flødeboller hun så i vinduet da vi gik forbi tidligere, så jeg tør næsten ikke at tænke på, hvad der ville være sket, hvis hun ikke fik sådan én, inden vi tog tilbage til sommerhuset! 🙂

Nu sidder vi så her… Tilbage i sommerhuset og venter på at vi skal have æbleskiver og is ♥

I morgen skal vi til Hotel Viking hvor vi skal have wellness – det glæder jeg mig til!

Ha’ en dejlig aften!

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *