Ikke-kategoriseret

Desværre… Ingen hvidtøl i år!

Så blev det søndag, og vi er ankommet i sommerhuset hvor vi den næste uge skal holde vores efterårsferie. Det er noget, som vi begge har set frem til længe, og som vi virkelig har trængt til. Det er endnu et delmål som jeg har glædet mig til, både fordi at vi selvfølgelig har ferie, men også fordi at det er indikationen for at Merethe nu officielt er gået på barsel.

I går havde jeg et spillejob og planen var faktisk, at vi først ville køre i sommerhuset mandag. -Men vi blev enige om at køre herop lørdag i stedet, og så kunne Merethe tage med på spillejobbet. Heldigvis skulle jeg kun spille en time, og da vi skulle afsted pakkede vi en dyne og en pude som Merethe kunne bruge imens hun ventede på mig i bilen. Da jeg gik ind for at spille blev Merethe i bilen og sov på bagsædet. Det var så dejligt at have hende med på tur og Loui virkede såmænd også til at han var ret godt tilfreds.

Inden vi tog på spillejob var vi ude og handle ind til aftensmad, og vi havde i forvejen aftalt at vi ville have en pizza. Det var nemt og lige til. Da vi sad med pizzahæftet og skulle vælge hvilken pizza vi hver især ville have, begyndte Merethe dog at snakke om, at nu havde hun lyst til kartoffelmos! Derfor endte vi selvfølgelig i Brugsen hvor vi købte 2 færdigretter fra slagteren med kartoffelmos. I Brugsen havde de fundet julepynt og juleøl frem. Jeg kunne se på Merethe at hun blev lidt mut ved synet, for noget af det vigtigste for Merethe i julemåneden, og lang tid før og efter, er faktisk, at hun har mulighed for at få sig nogle hvidtøl (…og mange af dem) 🙂 De eneste, der dur, er Ceres Hvidtøl, men der er jo alkohol i, så i år kan hun ikke få nogen. Det tror jeg liiige at hun skal vænne sig til! Haha…

Planen er egentlig bare at vi skal slappe af og nyde hinanden heroppe i sommerhuset. Det er så afslappende at vi ikke skal andet end at hygge os, se tv eller læse en bog imens jeg trasker rundt i de lyserøde Crocs, som hører til heroppe i sommerhuset. 🙂 -og ja – så skal vi selvfølgelig også på tur til Aalborg og shoppe lidt til Loui. Merethe har brugt rigtig lang tid på at lave en liste over de ting vi har, og de ting vi mangler. Vi mangler faktisk en del, men jeg er sikker på at vi kan få styr på det meste når vi tager til Aalborg, der er jo en del fede børnebutikker derinde 🙂 Det store spørgsmål er så bare om vi kan styre os og kun kan nøjes med at købe: ”Det rent og skært nødvendige. Det elementært behændige. Ja, dét, som vi har brug for på vores vej!”, eller om jeg bliver nødt til at lægge sæderne ned i bilen, når vi skal hjem, pga. pladsmangel?!

I løbet af ugen skal vi også en tur til Sæby hvor vi skal i wellness og spa på Hotel Viking. Det er et rigtig lækkert sted som vi altid besøger når vi er i sommerhuset, der er nemlig ikke så langt derop.

Nu vil jeg rigtig være lidt vikinge-agtig og gå ud og hugge noget brænde til brændeovnen. Og jeg tager de lyserøde Crocs på ♥

Ha’ en dejlig dag!

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *