Blogindlæg,  Vores Fertilitetsrejse

Vores Fertilitetsrejse – Del 5!

Man plejer at sige at: ”3. gang er lykkens gang”, og vi var netop nu kommet til vores 3. reagensglasforsøg. Vi var begge meget spændte, for efter de første 2 mislykkede forsøg kunne vi godt frygte, at det blev endnu en langvarig omgang. For at forberede sig selv og kroppen 100% på det næste forsøg havde Merethe taget orlov fra arbejdet imens forsøget fandt sted. Der var ikke noget, som skulle være til hindre for at det ville lykkedes denne gang ♥

Dagen kom hvor vi skulle afsted til Skive, og vi havde begge taget fri fra job så vi var klar til at køre når de ringede fra klinikken! Telefonen ringede, ægget var vellykket optøet og vi drønede afsted mod Skive… Vi var i god tid, vejret var fantastisk, og vi holdt den traditionsrige pause på en rasteplads. Da vi kom til Virksund kunne vi se på afstand, at der var en kø ved dæmningen! FUCK, hvad sker der NU?! Der var ingen både, der skulle igennem, de var simpelthen ved at renovere broen. Jeg begyndte at panikke en lille smule, og var allerede ved at beregne på hvordan vi kunne komme udenom vejarbejdet.. Men bedst som jeg var ved at sætte bilen i bakgear lukkede broen igen… YES MAND – så var vi på rette vej 🙂

Vi ankom til Skive og satte os i venteværelset. Efter kort tid kom vores læge og hentede os. Hun så godt nok noget klatøjet ud, og jeg hørte, at hun stak også hovedet ind på kontoret for at spørge om det var okay at hun kørte hjem når hun var færdig med os. Puha – tænk lige hvis de havde været nødt til at aflyse forsøget pga. sygdom?! -Og hvad så med de par, som var efter os? Da vi kom ind på stuen var bioanalytikeren helt oppe og køre over hvor super flot ægget var, og det var med til, at vi virkelig var sikre på at det var et godt tegn. Vi kaldte det ninja-ægget, fordi det var et primo-æg i topklasse.

Da vi var færdige kørte vi ned i Skive by hvor vi gik en lille tur og endte på en restaurant hvor vi spiste frokost. Jeg kan ikke forklare hvordan vi begge havde det, men vi var fyldt af lykke og en eller anden form for euforisk rus. Det var i hvert fald som om, at der var noget, der forsøgte at fortælle os at det var lykkedes.

Nu var det bare at vente på at testdagen skulle komme, og vi ville finde ud af, om vi var heldige denne gang. Vi havde denne gang på forhånd ikke fortalt nogen præcis hvilken dag, vi skulle testes. Weekenden inden testdag var lidt speciel. Vi skulle om lørdagen til konfirmation og i løbet af dagen var der flere, der spurgte ind til hvordan det gik med vores forløb, og der var det godt nok lidt svært ikke at fortælle at vi skulle teste om mandagen! Vi har jo hele vejen igennem været åbne om hvad vi skulle og hvornår vi skulle det, så det er i sig selv en invitation til, at folk spørger ind. Vi har altid været meget taknemmelige over den interesse, der har været.

Om søndagen var vi på Fur sammen med min farmor og farfar og alle børnebørnene. Det var simpelthen så hyggelig en tur, hvor vi var rundt og se øen og så spiste vi på Fur Bryghus 🙂 Vores kroppe var fyldt op med sommerfugle for vi vidste, at i morgen, mandag, skulle vi teste, og der ville vi få svar på om der er gevinst. Én af de store samtaleemner den dag var selvfølgelig hvordan det gik med os og selvom vi havde meget lyst til at fortælle hvor spændte vi var på den kommende testdag, så pakkede vi det meget pænt ind og sagde, at det først var om nogle dage, vi skulle teste. Jeg tror måske også at det var for at passe på os selv. For tanken var der selvfølgelig – hva nu hvis der ikke var noget?! Merethe havde jo taget orlov fra arbejdet, og tænk sig lige hvis det ville være spildt!

Det blev mandag og testdag! Vi skulle være på sygehuset kl. 7.30, hvor Merethe skulle have taget blodprøven. Da vi havde fået taget blodprøve kørte jeg på job. Planen var, at de ville ringe fra sygehuset med svaret over middag.

Jeg tog på arbejde, og vi aftalte, at Merethe skulle fortælle mig resultatet når jeg kom hjem. Jeg var hele dagen meget ”nervøs” for at skrive. For udover at det var testdag, så var det også præcis denne dag 2 år siden, at Merethes far døde af sygdom. Det gjorde jo at hele dagen var meget følelsesmæssig præget i forvejen.

Da jeg havde fri fra arbejde skyndte jeg mig hjem. Det tog dog lidt ekstra tid den dag, for ligesom jeg satte mig i bilen åbnede himlen sig og det begyndte at lyne og tordne. Merethes far var meget fascineret af Thor og Odin, og der var en lille stemme inde i mit hoved, som sagde til mig, at det var et tegn fra ham.

Endelig kom jeg hjem og jeg turde næsten ikke at gå ind af døren. Hvad nu hvis de havde haft ringet, og hvordan skulle jeg lige reagere på det! Følelserne var i forvejen uden på tøjet, og hvis de nu havde ringet med dårlige nyheder, så var der jo en rigtig stor chance for, at Merethe var helt slået ud når jeg kom ind af døren.

Jeg trådte ind og gik ind i stuen hvor Merethe sad. ”Hva så, har de haft ringet?”. ”Næ”, sagde hun og grinte lidt. FUCK, gad vide om de har glemt os så?! Jeg vandrede lidt fortvivlet og nervøst rundt i huset. Jeg havde jo ikke været hjemme de andre gang de ringede med svar. Hvordan skal man reagere hvis svaret er ”Desværre”?!

Det tordnede og bragede udenfor og i samme sekund som regnen startede, ringede telefonen!

Puha mit hjerte bankede!! Merethe tog telefonen og der blev sagt at det var fra sygehuset, og samtidig blev der spurgt: ”Forstyre jeg?”. Merethe svarede forsigtigt ”Nej, det kan du tro at du ikke gør”. ”Ja – jeg har jo en god nyhed til jer”!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Seriøst – endelig skete dét, som vi havde ventet så længe på!!! Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg er meget glad for, at det ikke var mig, der skulle snakke i telefonen i hvert fald 🙂 Merethe havde meget svært ved at tale med sygeplejersken i telefonen, af bare glæde. Det var en helt fantastisk følelse, der ramte os begge to, og vi stod bare og krammede hinanden i såååååååååååååååå lang tid. Jeg tror virkelig at vi begge havde meget svært ved at forstå hvad der lige var sket! VI SKULLE VÆRE FORÆLDRE!!!!!! Alt andet i hele verden kunne være ligemeget nu! Vi blev nok lidt ramt af en panikstemning, for det røg bare ud af munden på mig: ”Skal vi ikke køre ud og købe en bamse for at fejre det?”! Da vi kom hjem, og vi var kommet nogenlunde til os selv igen, begyndte vi at ligge en plan for hvordan vi skulle fortælle det til vores familie. Vi har en rigtig stor familie, så derfor vidste vi, at det ville tage hele aftenen at ringe rundt til dem hver især.

Det var så fantastisk at kunne ringe til alle i familien og give dem den mest fantastiske nyhed, og jeg glemmer aldrig min farmors udbrud i telefonen, hvor hun råber til min farfar: ”Du skal være oldefar, Henning”! ♥ Jeg tror at dén nat sov vi begge ret dårligt, nemlig pga. alle tankerne om at vores drøm endelig var gået i opfyldelse!

De næste dage var helt uvirkelige, og vi levede på den største lyserøde sky, men samtidig var jeg også noget nervøs for at der skulle ske noget med det bette foster, der var i Merethes mave. Vi havde fået en tid til 8-ugers scanning, hvor vi skulle se hjerteblink for første gang, som vi glædede os rigtig meget til, for så kunne vi endelig få set vores lille baby. Eller i hvert fald det lille hjerte, der skulle vokse indeni vores lille baby.

Fredagen inden at vi skulle til 8-uger scanning var jeg på job, hvor jeg pludselig fik en sms af Merethe: ”Har du mulighed for at tage fri kl 13.00?”… Jeg panikkede fuldstændig, for jeg vidste, at der var noget, som ikke var som det skulle være, så jeg skrev tilbage til Merethe: ”Hvorfor???”. Jeg havde slet ikke tid til at vente på at Merethe svarede mig, så jeg skyndte mig at ringe til hende.! Merethe tog telefonen og lød meget alvorlig hvorefter hun bryder ud i gråd og siger: ”Jeg er begyndt at bløde”!!!

Jeg kan på ingen måde beskrive den følelse jeg blev ramt af, jeg mistede fuldstændig fatningen, og kunne ikke samle mig om noget. Det gav heller ikke nogen mening oppe i mit hoved, for vi fik jo beskeden om at vi skulle være forældre på 2-års dagen for Merethes fars død. Det var jo skæbnen ♥

Forsættes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *