Blogindlæg,  Vores Fertilitetsrejse

Vores Fertilitetsrejse – Del 4!

Vores reagensglasbehandling startede med at vi skulle til undersøgelse for den polyp, som de havde fundet i Merethes livmoderhals under ægudtagningen. Det var på Randers Sygehus, og indkaldelsen til undersøgelsen kom heldigvis hurtigt. Undersøgelsen skulle laves ved hjælp af en såkaldt ”vandscanning”, hvor de fylder livmoderen helt op med vand, så den er udspilet, og de bedre kan undersøge den. Undersøgelsen gik rigtig godt, og de kunne ikke finde noget, andet end en hudflap(?!) -som altså blev fjernet.

Endelig var det tid til at vi skulle i gang med behandlingen, første forsøg med reagensglasbehandling, og drømmen om at vi skulle have en baby kom nu tæt på atter engang. Da vi var til ægudtagningen fik de taget 10 æg ud af Merethe. Det lykkedes dem at befrugte 8 og i alt endte det med, at der var 6 stk, som kunne bruges til at blive frosset ned. Selvom det var lidt af et ”set-back” for os, at de alle blev frosset ned. Pga. at Merethe skulle undersøges inden de kunne sætte et æg op igen, så var det alligevel okay, for vi havde nemlig fået af vide, at de havde rigtig gode erfaringer med fryseforsøgene, og det gjorde jo bare at man troede endnu mere på det! Faktisk fortalte de, at sandsynligheden for en graviditet var større, når det var et fryseæg, som blev sat op, i stedet for et frisk æg… De vidste vidst ikke hvorfor.

Dagen kom hvor vi skulle til Skive og igennem forsøg nr. 1. Vi havde begge taget fri fra arbejde, og sad hele formiddagen og ventede på at de skulle ringe fra klinikken for at fortælle os, om ægget kunne bruges, og hvornår vi skulle være der. De var jo nødt til at holde øje med om ægget udviklede sig som det skulle, efter det havde været frosset. De vidste, at vi havde et stykke vej at køre, så det tog de højde for når de ringede. Telefonen ringede, og ægget var perfekt. Vi skyndte os ud i bilen og gjorde alt hvad vi kunne for at det skulle blive en rigtig god tur. Vi havde rigtig god tid, og på vej til Skive holdt vi faktisk også en lille pause! Man kunne godt mærke på Merethe, at morgenmaden fra sidste besøg i Skive havde gjort stort indtryk på hende, for udover at være spændt og nervøs, så blev der flere gange sagt på vej i bilen: ”Gad vide om der er morgenmad med idag” 🙂

Da vi kom til Skive tog vi plads i venteværelset og ventede på at vi skulle ind. Vi havde begge to en rigtig god mavefornemmelse, og var sikre på, at DENNE gang skulle det nok lykkes!

Vi blev kaldt ind på klinikken og blev taget imod af den samme læge og bioanalytiker som var med under ægudtagningen sidst. Det gjorde, at vi følte os rigtig trygge. Da vi kom ind på stuen lavede lægen en scanning af Merethes livmoder og begyndte at ”tegne” en ruteplan på skærmen for hvor ægget skulle lægges hen for at det var perfekt. Hele vejen igennem vores forløb har det virkelig været meget fascinerende at følge med i lægernes undersøgelser. Det er vildt at se hvad, der kan lade sig gøre, og på en eller anden måde følte jeg vel, at jeg, efter sådan en oplevelse, vidste en masse om kvinders cyklus og hvordan en livmoder fungerer og hvordan hormoner virker.

Efter at lægen havde fået lagt ruten kiggede vi med på en skærm hvor bioanalytikeren viste os ægget og fortalte at det var en rigtig flot æg og at det delte sig rigtig godt. Det blev forstørret mange mange gange på skærmen, ellers kunne vi ikke se det som andet end en lille mikro-prik. Merethe blev gjort klar, og bioanalytikeren gik fra laboratoriet ind til os, og lægen, som skulle sætte ægget op i Merethe. Jeg tror, at vi alle sammen holdt vejret da hun gik igennem stuen med det lange tynde sugerør, hvor ægget var i! Hvad pokker gør man, hvis hun lige præcis den dag havde taget de glatte sko på, og kom til at snuble?! Eller hvis lægen havde sprøjtet det der glidecreme ud over det hele… Heldigvis gik det godt, og ægget blev sat op. Bagefter sad jeg med følelsen af: ”var det dét?!”. Alt ialt tog det måske 10 minutter. Vi fik en masse information om hvad vi måtte og ikke måtte gøre. Bl.a. Var der ikke noget, der hed sex før vi havde fået taget en test, og Merethe måtte ikke løfte tunge ting i den periode. -Vi fik dog ikke hjemmebagt franskbrød, som den første gang.

Da vi kom ud i bilen var vi begge høje af lykke! Det virkede meget mere ”ægte” nu. Det var ikke bare en ”klat”, som var blevet sprøjtet op! Nej – det var en organisme med liv, som allerede have delt sig hundredevis af gange, og som blev ved at dele sig for til sidst at blive til vores baby. Vi var sikre på at ”NU VAR DEN DER”!

De efterfølgende dage gik simpelthen så langsomt! Det var en ulidelig følelse, at vi bare gik og håbede på, at den ville være der, uden at vide hvad der foregik derinde. Hver aften, når vi gik i seng, kyssede jeg Merethe på maven og forsøgte at overføre alt den positive energi jeg overhovedet kunne, til ægget! Inderts inde havde jeg vel indstillet mig på, at dét, der var inde i Merethes mave, nok skulle blive til en baby.

Dagen kom endelig hvor vi skulle på sygehuset om morgenen og Merethe skulle have taget en blodprøve for at se om hun var gravid. De ville ringe med svar fra sygehuset over middag, og derfor havde vi aftalt at jeg skulle komme tidligt hjem fra arbejde så vi var sammen når de ringede.

Klokken blev 12 og jeg tog hjem fra job for at lave kaffe til når Merethe kom hjem. Jeg tror aldrig at jeg har haft så mange sommerfugle i maven, som jeg havde dén dag. Men på en måde turde jeg heller ikke rigtigt at tro på noget. Lige pludselig kunne jeg se Merethe komme kørende, og jeg fik øjenkontakt med hende. Jeg kunne med det samme se, at det ikke var godt! Da Merethe kom ind af døren begyndte hun at græde og fortalte mig: ”De har haft ringet, og der var ikke noget”!

FUCK FUCK FUCK, hvordan kan de finde på at ringe så tidligt når de siger at det bliver over middag!!! Jeg var rasende, men samtidig var jeg nødt til at holde hovedet koldt og trøste Merethe.

Kan du huske, at jeg tidligere har skrevet om, at vi hele vejen igennem forløbet har været meget åbne omkring det?! ALLE vidste, at det var dén dag, vi skulle testes, og derfor var det vel egentlig også naturligt, at vi måtte ringe og skrive til hele familien og fortælle, at der ikke var nogen gevinst denne her gang!

Nå, op på hesten igen – vi var jo ret privilegerede, for vi havde stadig 5 æg i fryseren! Men jeg må nok indrømme at det er en følelsesmæssig rutsjebanetur sådan at være igennem fertilitetsbehandling. Det ene øjeblik er man helt høj og sikker på at det lykkes, det andet øjeblik er man ved at blive kvalt ved tanken over, at Merethe IGEN skal det hele igennem, og at det er forfra med hormoner og det hele!

Vi fik en tid til 2. forsøg og dagen kom, hvor vi skulle afsted. De ringede og det hele så fint ud, og vi kørte mod Skive. Så langt så godt! Ægget blev lagt op, samme procedure som sidst, og både læge og hende fra laboratoriet var positive. Det skulle nok lykkes denne gang! Selvom at vi selvfølgelig var positive omkring det, så tror jeg at vi begge ikke rigtig turde håbe alt for meget, som vi havde gjort første gang. Det er sikkert en helt normal forsvarsmekanisme som sørger for, at man ikke bliver så ked af det, hvis det nu skulle gå galt igen.

Dagen efter at vi havde været i Skive kom jeg hjem fra job, og Merethe havde noget, som hun skulle fortælle mig. Hun havde været ude for en episode dén dag hvor hun havde været nødt til at yde livreddende førstehjælp til en person. FUCK! Var forsøget så gået til spilde?! Vi havde jo fået af vide, at Merethe ikke måtte lave tunge løft eller voldsomme bevægelser, men det eneste vi kunne håbe på var, at ægget ikke havde rykket sig løst!

Dagens kom hvor vi igen skulle på sygehuset og have taget en blodprøve. Vi var vel begge to indstillet på, at der ikke var ”gevinst” denne gang, men alligevel kunne vi da ikke lade være med at håbe det bedste vi havde lært. Denne gang havde vi aftalt, at jeg ikke skulle komme tidligt hjem, men at Merethe skulle bare fortælle mig resultatet når jeg kom hjem.

Da jeg havde fri skyndte jeg mig hjem til Merethe og jeg håbede virkelig bare så meget på, at der var et positivt svar fra blodprøven. Da jeg trådte ind af døren kom Merethe ud med tårer i øjnene: ”Det var heller ikke noget denne gang!”.

Det kom virkelig som endnu et slag i ansigtet! Selvom jeg på forhånd var nogenlunde forberedt på, at forsøget kunne være mislykkedes efter Merethes episode med førstehjælpen, så blev jeg så ked af det. HVORFOR skal det være så urimeligt, det her! Vi ønsker os så meget en baby – hvornår er det vores tur!

Efter at det ikke var lykkedes denne gang, blev vi ramt af ”Juleferien”… IGEN… Ironisk nok har vi hele vejen igennem vores forløb ramt ferier og helligdage, når vi skulle i gang med et nyt forsøg og det var på en måde lidt stressende. Det gjorde samtidig, at vi atter engang måtte stå nytårsaften og sige til hinanden: ”Næste år på dén her tid, så har vi en baby!” ♥

Forsættes….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *