Blogindlæg

Mon han også glæder sig?

Så er endnu en uge fløjet afsted… Man møder på arbejde mandag morgen og før man får set sig om, ja så der det sgu allerede blevet fredag igen og weekenden står for døren. Jeg har vidst efterhånden skrevet det nogle gange her på bloggen, men ventetiden på Loui føles på ingen måder lang, hvilket er mega dejligt. Der sker så meget hele tiden, og mine små delmål gør, at tiden absolut ikke føles lang.

I weekenden skal Merethe på spillejob, så det bliver vidst bare en hjemmeweekend for mit vedkommende. Men Hey – så har jeg da også tid til at sidde og skrive på min blog. Jeg arbejder nemlig på nogle ideer, som jeg glæder mig til at vise jer, på et tidspunkt. Derudover har jeg fået en bog af Louise, som er én af mine læsere her på bloggen. Det er en bog, der hedder: ”Far for første gang”. Ærlige beskrivelser af fædres følelser under graviditet, fødsel og barsel! Den glæder jeg mig rigtig meget til at læse, og til at lave et lille referat af, her på bloggen 🙂

I går havde vi den bedste oplevelse! Vi var nemlig en tur på Randers Scanningsklinik og få scannet Merethes mave. Vi havde i forvejen snakket om, at vi gerne ville have en scanning omkring dét her tidspunkt i graviditeten, og meget belejligt havde Randers Scanningsklinik en konkurrence på facebook og instagram, hvor man kunne vinde en scanning og en rigtig fin bamse! Og gæt lige hvad… -Merethe VANDT!

Da vi kom ind på klinikken blev vi mødt af en smilende Jane. Hun er rigtig sød, og vi følte os virkelig trygge og afslappede, imens vi var deroppe. Hun var god til at guide og fortælle om alt det, vi kunne se under scanningen, så det var rigtig dejligt.

Det var så fantastisk at se Loui igen. Sidst vi var til scanning kunne vi selvfølgelig godt se, at det var en baby, der var derinde, men der er godt nok sket rigtig meget med ham siden dengang!

Jeg siger det gerne igen – det er så fascinerende alt dét, de kan i dag! Tænk sig lige at man kan putte en ”dims” på Merethes mave og BUM – så er der sgu live-billeder af baby! Loui havde det rigtig godt, og han havde travlt med at rode rundt og gøre sig til for kameraet. Han blev målt til at veje omkring 1064 gram hvilket var normalt for tidspunktet, så det var jo perfekt.

Samtidig med, at vi var rigtig glade for at se hvordan han udvikler sig og hvor godt han har det, så er det godt nok lidt surrealistisk at han er lige derinde. Lige inde bag maveskindet! Jeg tror virkelig først at det går helt op for mig, når jeg står med ham i hænderne! Jeg tror at alle fædre kan genkende det fra deres ”egen” graviditet. Det der med, at man måske godt kan føle sig lidt på ”sidelinien” i forhold til, at man ikke er dén, der kan mærke når der er gang i babyen…

Da vi sad og kiggede med på skærmen, røg der såååå mange tanker igennem mit hoved. ”Gad vide hvad han ligger og tænker på?”, ”Ved han, på nogen måde, hvad der venter ham? -og hvis han gør, glæder han sig så lige så meget, som vi gør, til at vi skal se hinanden i virkeligheden?!”

Det er vel sådan nogle spørgsmål, der aldrig bliver besvaret, men en ting er i hvert fald helt sikker… Vi glæder os ubeskriveligt meget til at møde dig, Loui ♥

Nu skal resten af aftenen vidst bare gå med sofahygge. Medisterpølsen syder på panden, det har far her bestilt, og bagefter skal vi have PANDEKAGER MED IS… Det har Loui nemlig bestilt, og det fortjener han!

Ha’ en dejlig aften!

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *