Blogindlæg,  Vores Fertilitetsrejse

Vores Fertilitetsrejse – Del 3!

Lidt slukøret over, at det ikke lykkedes os at blive gravide ved hjælp af insemineringen, selvom lægen ellers havde givet udtryk for, at det ville, måtte vi indse, at vi skulle videre i forløbet og forsøge den såkaldte reagensglasbehandling. Vi måtte se fremad!

Det er nok dén behandling, som jeg har haft sværest ved, på grund af alle de ting, Merethe skulle igennem. Det kræver en heftigere hormonbehandling, som godt kan være rigtig hård ved krop og sind.

Noget andet, der var med reagensglasbehandlingen var, at vi ikke kunne få det lavet i Randers. Altså de kunne gøre det hele klar i Randers, men selve dét, at Merethe skulle have taget æg ud og have sat befrugtede æg op igen efterfølgende skulle foregå i Skive. Men HEY – så kunne vi jo også gøre en tur ud af det, og turen til Skive kender vi særdeles godt, da min farmor og farfar bor der og det måtte jo også være en form for ”god karma” 🙂

I starten var det faktisk meningen, at vi skulle igennem reagensglasbehandlingen i Horsens, så jeg er, et eller andet sted, sikker på, at det var skæbnebestemt, at vi i stedet blev sendt til Skive. De er så dygtige og har en stor ”hitrate”! Min farmor havde tidligere flere gange sagt, at hun sådan håbede, at vi skulle være i Skive. De har nemlig sådan et godt ry, og der havde været sådan en fin artikel med dem i den lokale avis, i forbindelse med et jubilæum.

Dagen kom hvor vi skulle til samtale på sygehuset i Randers, så de kunne finde ud af, hvornår Merethe skulle opstarte hormonbehandlingen og lave en plan. I løbet af mødet fik vi en masse information, og vi genfandt hurtigt vores optimisme, da de fortalte os, at der er rigtig gode chancer for graviditet ved hjælp af reagensglasbehandling.

Jeg må indrømme, at jeg hele vejen igennem vores fertilitetsforløb havde det virkelig svært, når vi sad i venteværelset på sygehuset i Randers. Det var nemlig sådan, at venteværelset ikke kun var for ”fertilitetspar” med krydsede fingre, men det var også for de gravide, som skulle til diverse scanninger. Ofte kunne jeg godt sidde og tænke:

”Hvordan fanden kan det lykkes for dem at blive gravide, når det ikke kan for os?! Nå ja – men de skal selvfølgelig også bruge medvirkende til fremtidig realityprogrammer i fjernsynet! Er der slet ikke nogen form for retfærdighed til i verden?! Er det virkelig meningen, at man, fra sygehusets side, lige skal stikke os sådan en lussing, inden vi skal til møde om barnløshed?!”.

-Men hvem er jeg at sidde og dømme andre, og det er virkelig nogle forfærdelige tanker, der kan køre igennem hovedet, når man sidder sådan et sted. Jeg tror det sker for alle barnløse par, som er igennem fertilitetsbehandling, eller brændende ønsker sig et barn. Men nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke under andre at få børn, fordi det gør jeg selvfølgelig. Jeg tror at det er normale frustrationer og tanker, når man er i en presset situation.

Én af de ting, jeg har været virkelig imponeret over og stadig er hele vejen igennem vores fertilitetsforløb, og stadig er, er hvor svært det egentlig er for at det hele kan gå op i en højere enhed. Selvom det for nogle umiddelbart er nemt at blive gravide, ja så sker der faktisk et mirakel hver gang. Og derfor er alle de fagpersoner, der hjælper én igennem fertilitetsforløbet vel en form for troldmænd. Heldigvis er det ikke som i tegnefilm, hvor kongen underskriver et stykke papir hos den onde heks for at få en datter 🙂

NÅ – tilbage til historien!

Efter mødet på sygehuset skulle Merethe i gang med hormonbehandlingen hvilket indebar, at hun skulle stikke sig i maven med hormoner HVER DAG! Er du sindssyg, jeg er glad for, at det ikke VAR MIG, der skulle gøre det! Jeg er panisk for nåle… Men jeg vil samtidig sige, at hvis vi havde haft valgmuligheden om, hvem af os der skulle stikkes, så havde jeg gjort det. For som jeg tidligere har nævnt, så har det hele vejen igennem forløbet gået mig meget på, at jeg ikke har kunnet gøre andet, end at ”levere klatten”. Alt andet skulle Merethe igennem.

Vi talte ned sammen fra 10 hver gang hun skulle stikke sig. Og sjovt nok endte det med, at vi nåede at tælle til 30-40 stykker hver gang, inden at nålen blev trykket ind. I hvert fald de første par gange.

Vi fik indkaldelsen til ”ægudtagningen” i Skive, og glædede os rigtig meget til at vi skulle i gang med ”Projekt Loui” igen.

På dagen skulle vi være i Skive kl. 7.30, hvor Merethe skulle være fastende. Vi ville være i rigtig god tid, så derfor valgte vi at køre kl 6.00. Set i bakspejlet var det måske i riiiiiimelig god tid, for da vi ankom, var der ikke engang mødt nogen på arbejde endnu. Vi mødte dog en lettere forvirret rengøringsdame, som lige skulle støve fertilitetsklinikken af, inden der mødte personale ind og kom ”kunder” i biksen! Vi var begge meget spændte og nervøse over hvad der skulle ske i løbet af dagen. Vi satte os i venteværelset og ventede spændt på at personalet mødte ind. Venteværelset var fyldt med en masse mapper med billeder af nuttede babyer, som alle var blevet ”lavet” på klinikken. Det gav os egentlig en masse ro i maven, og vi var sikre på, at vi var kommet til det rigtige sted! Nu skulle vi med fælles hjælp lave den baby!

I venteværelset var der også en masse forskellige brochure om dét, vi skulle igennem. Og HEY – der var også en til mænd! ”Hvis sæden fra sædprøven ikke kan bruges, så stikker man en nål ind i bitestiklen og tager en prøve derfra”… VENT HVAD!!!!!!!!! Hvad fanden er en ”bitestikel” og hvorfor skal der overhovedet en NÅL derind! Det kunne være ømt hvis både Merethe og jeg skulle ”indlægges” fordi at ”Operation Pink Panther” valgte at strejke! Prøv lige og læg pres på mig!!! Det var nemlig sådan, at jeg ikke denne gang skulle have thermokop med hjemmefra i armhulen, men til gengæld var der et ”gokkerum”, hvor seancen skulle foregå! Jeg havde i forvejen gjort mig lidt tanker hjemmefra om hvordan sådan et rum ville se ud. Ville det være fuldstændig klinisk eller hvad?! (Det kommer vi tilbage til)

Efter noget tid blev vi kaldt ind til den stue, hvor vi skulle være. Merethe blev bedt om at skifte tøj og ligge sig på sengen. Hun skulle have lagt venflon i hånden hvor det smertestillende skulle gives, imens der blev taget æg ud. Vi kunne godt mærke, at vi var i gode hænder. Personalet var simpelthen så søde og rigtig gode til at guide os igennem dét, der skulle ske. Det gjorde også, at vi slappede af, og især Merethe havde liiiiiidt travlt med at joke med det ”gokkerum” dér! Lige pludselig kom en sygeplejeske ind af døren: ”Ja, Michael, hvis du vil følge med mig”- Øh gud, ja det vil jeg da… Inde i mit hovedet var jeg ved at flække af grin, men samtidig var jeg nødt til at holde masken og bevare min mandighed. Vi gik op af gangen til ”gokkerummet”… Prøv lige og tænk hvor mange ”walk of shames” der er det sted på én dag!

Vi kommer til det famøse ”gokkerum” og sygeplejersken åbner døren. Lige da vi kommer ind er der et toilet og hun viser mig en skabslåge. ”Når du er færdig, sætter du koppen ind her!”. Vi går videre ind i rummet, og der skulle jeg VIRKELIG tage mig sammen for ikke at skrige af grin. Selvom sygeplejersken selvfølgelig er professionel, er jeg sikker på, at hun godt kunne se, at jeg havde svært ved at holde masken. ”Ja Michael – der er et fjernsyn derovre med nogle dvdfilm”. Suuuuper – tak for hjælpen! Da sygeplejersken var gået flækker jeg fuldstændig sammen af grin! Hold kæft hvor var det bare som taget ud af en pornofilm! Undskyld mig, men er der NOGEN, der bruger tid på at stå og vælge hvilken af de 10 tyske pornofilm, de vil se, for derefter at tage fjernbetjeningen og spole frem til scenen, der nu passer til humøret?! I den ene side af rummet var der en sort lædersofa! Prøv lige og forestil dig hvor mange mandeballer og hvor meget mellemkød, der har hængt fast i den, efter at der er blevet gokket! I vindueskarmen var der en krukke fyldt med ”poleringscreme”, som man kunne bruge af, hvis man havde behov for det.

Jeg blev fuldstændig ramt af en form for angstprovokerende følelse. Ja, jeg skulle sku ikke sidde i dén sofa, eller for den sags skyld, bruge noget ”udstyr” i rummet. Det endte faktisk med at jeg stillede mig ved vindueskarmen med min telefon 🙂 Sååååååååååå Deeeeeet!

Efter en 2-5 minutter blev jeg færdig, og skulle tilbage til Merethe, som ventede på stuen.

Vi blev kaldt ind til lægen og de andre personaler, som skulle stå for ægudtagningen. Merethe blev placeret på en briks og de gik i gang med at suge æg ud. Man kunne godt mærke på Merethe, at hun fik smertestillende morfin i drop. Hun blev i hvert fald meget snøvlende og ”sjov” at høre på. Det lykkedes dem at tage 10 æg ud, og nu skulle vi så bare vente og se hvor mange af dem, der kunne bruges efterfølgende.

Da Merethe var færdig blev vi ført tilbage til stuen hvor hun skulle slappe af, inden vi skulle hjem igen. Vi fik af vide, at der var hjemmebagt franskbrød og tilbehør, hvis vi gerne ville have noget. Det var simpelthen det bedste franskbrød som vi nogensinde har fået. Det var virkelig en rigtig god service, at Merethe fik serveret morgenmad efter sådan en omgang, og ja jeg fik da også noget 🙂

På et tidspunkt kommer sygeplejersken ind til os: ”Ja, Michael, dine tal er rigtig fine så vi skal ikke beholde dig her”…. YES MAND – så skulle der ikke nåle i mine bitestikler i dag!

Lægen fortalte os, at de var nødt til at fryse alle vores æg ned, da de havde fundet et polyp ved Merethes livmoderhals, som de gerne ville have kigget på, inden vi forsatte forløbet! Det betød jo at vi ikke skulle have sat æg op igen indenfor kort tid, som vi ellers havde regnet. Men det vigtigste var selvfølgelig, at det hele var som det skulle være, og at alle forholdsregler var taget for, at det kunne blive et forløb uden problemmer!

Vi var stadig positive, og glædede os til at vi skulle i gang med vores første forsøg 🙂

Forsættes….

Hvis du vil læse mere om reagensglasbehandling kan du klikke her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *