Blogindlæg

Har vi mon nok tøj?

Så blev det tirsdag, og hold da op, man må sige, at det er blevet efterår! Godt at jeg i sidste uge fandt vinterjakken frem, for der er koldt derude.

I dag er der præcis 3 måneder til, at Merethe har termin, og jeg syntes da godt nok, at det begynder at komme rimelig meget tæt på. Tænk sig lige, at noget man har ønsket sig i så mange år sker lige om lidt. Det virker stadig meget uvirkeligt, og jeg tror først rigtigt at det går op for os når vi står med Loui i armene.

I morges kom vi til at sidde og tale om hvor mange ting vi egentlig mangler at få fat i, inden Loui kommer til verden… Om 3 måneder… Der må svaret nok blive MANGE! – Vi mangler utroligt meget! Heldigvis findes der et hav af lister i børnekataloger, baby apps og på internettet som giver gode råd til alle de ting man skal have fat i. Hvad pokker gjorde vores forældre i sin tid, uden alle de smarte apps?!

I vores sommerferie i år havde vi valgt at blive hjemme i Danmark, og låne mine forældres sommerhus, for at spare penge, netop for at vi kunne købe flere ting til Loui. Det endte også med, at vi faktisk, allerede inden ferien gik ordentlig i gang, havde gjort pitstop i Ønskebørn i Aalborg, hvor vi købte en sleepbag. SÅ kunne vi da sætte flueben ved den på vores tjekliste! I løbet af vores sommerferie købte vi også rigtig meget tøj til Loui. Vi købte selvfølgelig en masse forskellige bodystockings og de tøjdele, som nu engang står på listen over ”dét, som der er en god ide at man køber”. Det sværeste ved tøjindkøb til baby er godt nok størrelserne.

Jeg tror bestemt ikke, at det er tøj vi kommer til at mangle. Jeg elsker at shoppe tøj til mig selv, og min egen tøjstil har måske også smittet lidt af på mange af de ”impulskøb”, som jeg har gjort til ham på nettet. Ups!! Faktisk – Inden vi fandt ud af, at det var en søn vi skulle have, ja, så havde jeg købt et blåt Converse Veloursæt. Jeg gjorde nogle (røver-)køb i vores sommerferie, som jeg er lidt stolt af. Jeg købte bl.a. Louis første Tommy Hilfiger skjorte (han skal jo ligne sin far) 🙂 Det er den sødeste skjorte i verden, og så i str. 56 – Altså 56 cm. Lang… Altså på størrelse med en karklud! Nu HÅBER jeg bare, at han kan passe den – om ikke andet, så måske bare på vej hjem fra sygehuset! Jeg fandt desuden en køredragt i skottetern, på en auktion, som jeg bød på – OG JEG VANDT! 

Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om, at det kun er mig, der køber tøj til Loui. Ja – Merethe er faktisk ikke bedre end jeg selv er! Hun fandt nemlig på et tidspunkt en hjemmeside i England, som holdt sommerudsalg. Det endte med, at der var en stor pakke, som ventede på os i garagen, da vi kom hjem fra sommerhuset. Og HOV – så var der vidst også et udsalg i nogle af de butikker i Aalborg, hun ramte, imens jeg var inde og prøve tøj et andet sted. Lad mig sige det sådan hér – Jeg tror ikke rigtig, at vi overhovedet sparede nogle penge på at tage i sommerhuset på sommerferien i år. Så fik vi da lidt tøj.

Vi anede intet om babytøj, inden vi pludselig skulle til at forholde os til det. Det tror jeg måske, at de færreste gør… I starten gik vi mest efter str. 56. Men så høre vi jo fra andre, og mere erfarne, at det kan han kun passe i en uges tid og så ender vi med at stå dér med 20 ubrugte bodystockings?! Derfor tror jeg måske at vi har indset, at vi har nok tøj i de små størrelser nu, og derfor er vi også begyndt at købe i de lidt større størrelser. Men hvad nu hvis han er en kæmpe baby, og starter livet i en str. 62?! Stakkels Merethe så… Og så kunne vi godt komme til at brænde inde med en masse småt babytøj. Men så er det jo godt at man kan få flere, og måske lidt mindre, børn. 🙂

Siden vi begyndte at tale om, at vi gerne vil have børn, har min farmor været i gang med den helt store strikkeproduktion. Vi fik vores første stykke tøj fra hende til Loui i år 2013. Og nu, 5 år senere, har vi en stor kurv fyldt med en masse fantastiske hjemmestrikkede trøjer, luffer, bodyer, huer og bukser. Der er i hvert fald en lille dreng, som aldrig kommer til at fryse, og som bliver rigtig flot i tøjet. Vi har joket lidt med at han, alene i det stikkede tøj, har nok til at han bliver 14 🙂

I teorien er det vel mest af alt en del af processen, for os, at vi nyder at købe tøj til Loui. Vi ved da godt, at han højest sandsynligt ikke når at bruge det hele, men det betyder alligevel meget for Merethe og jeg, at finde noget sødt tøj, som så fint kan hænge eller ligge i hans tøjskab på hans værelse. Jeg tror, at de fleste førstegangs-forældre oplever at have for meget tøj i starten. Men hva’, så bliver man da også dén erfaring klogere til barn nr. 2!

Ha’ en dejlig aften ♥

Kærlig Hilsen

Michael – Den Gravide Far

6 Comments

    • Den Gravide Far

      Hahaha, ja det tror jeg gerne 🙂 Tror også at vi har indset at vi skal til at købe det lidt større… Tak for indspark, det tror jeg kan hjælpe os meget 😀

  • Angel

    Husk en lille smule i str. 50, de fleste babyer bruger det i et par uger, min den mindste i en måned, og når de ikke er større er det virkelig rart med tøj der passer 😝 ellers kan det føles svært at have ordentligt fat i dem🙂
    Kæmpe held og lykke ☺

  • Stine

    Hvor lyder det hyggeligt med alt det babytøj. Min erfaring med de små størrelser var, at min søn brugte dem i længere tid end jeg havde forventet (str 50 i min 3-4 uger og 56 i et par måneder). Han vejede ca 3600 g (vist gennemsnittet for en drengebaby) og målte 54 cm, så han var ikke specielt lille. Og så synes jeg også inden, at vi havde meget – men når man er urutineret i at skifte ble, kan man hurtigt komme igennem en masse tøj på et døgn! Der er det fedt at have en del i starten, så man ikke skal bekymre sig alt for meget om vasketøj – vi var af den grund ude og købe mere i 50 og 56, efter han blev født. Derudover er der ret stor forskel på størrelserne i de forskellige mærker, så der kan gå lang tid, før man er helt ude eller inde i en størrelse 😊 Bare lidt input herfra. Held og lykke med det hele ❤

    • Den Gravide Far

      Tusind tak for dit input Stine 😉 Det er jeg virkelig glad for, og jeg tror også at vi har fundet ud af at vi nok skal have fat i lidt str 50 for at være på den sikre side 🙂
      Tak fordi at du læser med <3 Ha en dejlig dag... Kh Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *