Blogindlæg,  Vores Fertilitetsrejse

Vores Fertilitetsrejse – Del 2!

Dagen kom, hvor vi skulle på sygehuset for at holde møde med lægen om vores fertilitetsforløb.

Vi havde begge to taget fri fra arbejde og var lidt nervøse og spændte på hvad der skulle ske.

Inseminering – ja, man har da set hvordan de gør på dyr i fjernsynet – meeeeeen det er nok ikke helt det samme, når det er på mennesker. Heldigvis kan man læse sig frem til rigtig meget på internettet, men når man lige pludselig selv sidder i det, så kan man ikke lade være med at tænke på, om det nu også er som dét man læser.

Det blev vores tur, og vi kom ind til en læge og sygeplejeske. De var rigtig søde, og kemien var god. Det gjorde også, at nervøsiteten hurtigt blev reduceret, og vi kunne koncentrere os om dét, de fortalte os. Lægen startede med at fortælle lidt om et fertilitetsforløb og kiggede vores tal igennem.

Vi skulle starte med insemineringsforsøg. 3 forsøg, fik vi, og en ting jeg husker fra første samtale var, at lægen sagde, at det ikke blev noget problem for os at blive forældre, og han regnede bestemt ikke med at vi kom længere end til de 3 insemineringsforsøg, før vi blev gravide. Vi skulle bare have lidt hjælp til at få sat gang i babyproduktionen. YES MAND – lidt hurtig hovedregning, så kunne jeg godt regne ud, at der i hvert fald ikke ville gå mere en 3-4 måneder før Merethe blev gravid 🙂 Lægen begyndte at kigge i kalenderen og spurgte sygeplejesken ”Hvornår er det vi går på juleferie?”.

”Jamen vi har nogle kurser og så holder vi jo julelukket, så vi kan ikke nå det før jul”!

FUCK, der er 2 MÅNEDER til jul!!! Jeg klemte Merethes hånd og tænkte inde i mig selv: ”ØV MAND, jamen så venter vi bare lidt – nu har vi jo prøvet så længe i forvejen, så hvad gør 2 måneders ekstra ventetid?!”.

Da vi var færdige med at snakke med lægen skulle vi briefes af sygeplejesken som skulle fortælle Merethe om de hormoner som hun skulle starte med op til forsøget. Da hun var færdig med det, rejste hun sig, og ledte efter noget på hylden bag hende…

Dér vidste jeg jo allerede godt hvad klokken var slået! ”Ja, Michael – dén her skal du bruge når du skal aflevere din sædprøve”! Hmmm – kan du huske thermokoppen fra det tidligere afsnit?! Godt så – Forestil dig en beholder til en blodprøve. Så har du størrelsen på den beholder hun fandt frem! Jeg havde helt lyst til at spørge, om der fulgte handsker med, så man ikke skulle møde op med klistrede fingre, for der var da ingen chance for at jeg ville ramme deri! Og HVORFOR er den SPIDS i enden??? Skal den ikke bare i armhulen på vej op til sygehuset, eller hvad? Mit hoved var ved at springe over alle de spørgsmål, jeg tænkte på. Så ville jeg sgu næsten hellere have haft ”thermokoppen”. Der var jeg da sikker på, at jeg ville kunne ramme. Men med tanken om hvad Merethe skulle igennem… Så var det her ingenting.

Vi tog hjem fra sygehuset og humøret var højt ved os begge, for nu vidste vi, at vi var på vej mod vores ønskebarn. Vi har hele tiden haft følelsen af, at det nok skulle ske på et tidspunk, men nu var det virkeligt. Vi var simpelthen så taknemmelige og glade over, at vi havde muligheden for at få alt den hjælp.

December måned kom, og nu vidste vi, at der ikke var længe til, at vi skulle i gang med vores første forsøg. Selvom vores forløb var planlagt, forsøgte vi selv at gøre hvad vi kunne for at Merethe skulle blive gravid, dog uden held. -Man har da hørt solstrålehistorier før, og hvor kunne det være fedt at ringe op på sygehuset og fortælle, at vi ikke havde behov for hjælp alligevel.

Nytårsaften kom, og det var første gang vi kiggede på hinanden og sagde ”næste år – så har vi forhåbentlig en baby på det her tidspunkt”. Det skulle vise sig, at det desværre var en tradition, der blev gentaget!

Det blev januar og vi skulle igennem første forsøg.

Efter nogle dage med hormoner, tjek af antal ægblære og hvornår Merethe skulle have sin ægløsningssprøjte, fik vi endelig en dato til første inserminering.

Dagen kom: Op om morgenen, sende Merethe på arbejde, hive i banditten, afsted mod sygehuset og aflevere sædprøven. Senere på dagen skulle vi op på sygehuset og Merethe skulle insemineres. Lægen havde i forvejen oprenset sædprøven så de var sikre på, at det var de allerbedste supersoldater, der blev sendt i raketfart ind for at befrugte Merethes æg. For at gøre hele oplevelsen meget mere mandig, JA så har man valgt at når en sædprøve er oprenset så er farven LYSERØD! Sååååå deeeeeet…. Men hey, lyserød er min ynglingsfarve, så det var jo egentlig okay 🙂 Oppe i mit hoved blev supersoldaterne også hurtigt døbt ”Operation Pink Panther”!

Da vi var færdige med insermineringen, kiggede sygeplejesken på os og sagde, at nu skulle vi bare give den gas i soveværelset de næste par dage, så vores chance var endnu større. Wuhuu – dobbelt up på win win! Måske baby i maven og en masse hygge i soveværelset. Whats not to like! Det eneste problem var jo så bare, at tankerne: ”Bare der ikke sker noget” kom snigende hver gang der skulle hygges. Hvad nu hvis ”The Pink Panther” flød ud under seancen! Tænkt sig, at ens eget hoved, som normalt tænker – ”You can do it” og ”shit du er en stud” begyndte at cockblocke mig!

Så kunne man ligge der, som en anden 15årig, der kæmpede for at miste sin mødom uden at tabe ansigt.

Efer planen skulle der gå 14 dage inden at Merethe skulle tage en graviditetstest. Men allerede efter første uge fik Merethe menstruation. Selvom vi vidste, at det forsøg ikke gav pote, skulle vi stadig tage en graviditetstest for at udelukke med 100% sikkerhed, at Merethe ikke var gravid. Desværre var der ingen tvivl – supersoldaterne, som blev sendt ind mod ægget, var faldet i kamp.

Det samme mønster gentog sig desværre ved vores 2. forsøg, og nu følte jeg sgu et lidt større pres. Vi vidste, at vi havde ét forsøg tilbage med inserminering.

Kunne vi gøre noget for at forbedre vores chancer?! Vi vidste også, at næste step, kunstig befrugtning, ville blive endnu mere hårdt for Merethe, end det vi stod i nu. Heldigvis har Merethe ikke været så påvirket af hormonerne, humørmæssigt, i første omgang. Jeg vil da også lyve hvis jeg sagde nej til, at Merethe herhjemme engang imellem har sagt sætningen: ”Ja Michael, man skulle fandme tro, at det var dig, der var på hormoner!”. Jeg tror måske, at mine fustrationer over at jeg vitterlig ikke kunne gøre noget i forløbet, andet end at ligge ”Lyserød Man-juice” til, gik mig lidt på. Ja, jeg følte, at det på en måde var lidt uretfærdigt, at jeg kun skulle bekymre mig om at levere i beholderen og så skulle Merethe igennem alt det andet.

3. forsøg gik heller ikke som planlagt, det samme skete igen og vi skulle nu videre til kunstig befrugtning.

Men hov – vent nu lidt. Lægen sagde jo, at han var sikker på, at vi ikke behovede at frygte, at komme længere end de 3 insermineringsforsøg… Og nu stod vi der?!

Var det overhovedet meningen, at vi skal have børn?!

Forsættes…

 

Vil du læse hvordan inseminering foregår – kan du klikke her!

 

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *