Blogindlæg,  Louis Værelse

Den Gamle FDF´er slår til!

Merethe og jeg er i fuld gang med indretningen af Louis værelse. Det er en proces, som vi nyder rigtig meget. Jeg tror samtidig også at det er med til, at tiden ikke føles så lang, indtil den bette bandit kommer til verden.

Vi har talt meget om hvilken stil vi gerne vil have på hans kommende værelse, for på en eller anden måde skal det jo gerne passe til resten af vores hus. Vores stil i resten af huset er moderne kombineret med antik/genbrug. Derfor vil det ”klassiske” børneværelse, som er taget ud af et boligmagasin, ikke rigtigt passe ind hos os – selvom det selvfølgelig OGSÅ er rigtig flot 🙂

Det første vi lavede på Louis værelse var en bøjlestang, der kunne hænge ned fra loftet.

Merethe fandt for nogle år siden, på en skovtur, en rigtig flot ”vandrepind”. Den har vi gemt siden, og brugt som pyntegenstand. Vi valgte, at det var dén, som skulle udgøre bøjlestangen på Louis værelse. Spørgsmålet var så bare – hvordan fikser vi lige det? Skulle der boers huller i pinden, men så risikere, at den flækkede, eller hvad gør vi lige?

Efter noget betænkningstid blev vi enige om, at vi ”bare” kunne binde en snor af jutesgarn på i begge ender, i stedet for at bore huller. Så slap jeg også for at lave et ”fuck up”, hvis jeg skulle flække pinden i bore-situationen. 🙂

Heldigvis er jeg ”gammel” FDF´er, så det var intet problem at binde jutesgarnet! Dog havde jeg ikke i min vildeste fantasi, da jeg på en sommerlejr i Himmerland tog ”knob og dolkmærke”, forestillet mig, at præcis dét var noget, som jeg kunne drage nytte af, når der engang skulle laves børneværelse.

Det var dog ikke helt uden fysiske mén. Jeg måtte ofre et par dråber blod fra min ene kno, uden egentligt at vide, hvordan skaden var sket. Heldigvis stod Merethe klar med plaster – (Og så gjorde det jo heller ikke situationen mindre mandig, at jeg står tilbage med et lille bitte ar). 

Nu har vi fået hængt bøjlestangen op og vi har skaffet nogle ”børne-renseribøjler” i metal, hvor tøjet kan hænge på. Jeg er egentlig blevet rigtig glad for resultatet, og hvor er det en fed følelse at ens mandighed kan få frit løb i forbindelse med skabelsen af Louis værelse.

Næste projekt bliver puslebordet, som vi selvfølgelig også laver selv! 🙂

Ha en dejlig weekend.

Kærlig hilsen

Michael – Den Gravide Far

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *