Blogindlæg,  Vores Fertilitetsrejse

Vores Fertilitetsrejse – Del 1!

Merethe og jeg mødte hinanden tilbage i 2007, hvor det bare slog klik med det samme.

Det har altid lagt i kortene at vi gerne ville have børn. Det store spørgsmål var så bare – hvor mange? Det er vel på en eller anden måde også meningen med livet, dét at få børn, ik’?

Sådan har jeg i hvert fald altid følt det, og det har også altid været mit største ønske at blive far.

Et spørgsmål mere, der ramte – hvornår var vi klar til at få børn?

Oktober 2012 valgte jeg at gå på knæ for Merethe. Hun sagde heldigvis ja! – og den 9/8 2014 blev vi gift. Inden vi blev gift talte vi meget om, om vi skulle vælge at få vores første barn inden vores bryllup og forsøgte også i et par måneder, men valgte alligevel at vente til efter vores bryllup. For man kan vel godt planlægge hvornår man gerne vil have børn – ik’?

Bryllupsdagen kom, og efter planen skulle vi gå ”all in” på babyproduktionen lige efter brylluppet. Ja – vi havde faktisk planlagt, at vi gerne ville have vores første barn inden for et år, og starten på vores familie ville være perfekt. Det var i hvert fald hvad vi havde planlagt!

I starten tænkte vi ikke over Merethes cyklus eller noget. Vi tænkte bare over, at vi skulle være sammen så meget som muligt, og så skulle det nok lykkedes at få et barn.

Efter mange mislykkedes forsøg gik det op for os, at det nok var på tide at tage til læge og få undersøgt om det hele var som det skulle være. Det var første gang tanken ramte mig – ”Kan jeg overhovedet blive far?”.

Vi fik en tid ved lægen, og nogle dage senere skulle vi derop. Selvom der ikke var andre i venteværelset, som vidste hvad vi var der for, kan jeg huske tankerne i mit hoved: ”Se… Der er ham med den lave sædkvalitet” – ”Shhh… det er dem, der ikke kan få børn”, og de ramte mig. Det var vel min frygt for at mandigheden skulle forsvinde. Jeg kan også huske, at der var en far i venteværelset med sin lille datter, som havde det rigtigt skidt, og det eneste jeg tænkte på var hvor meget jeg glædede mig til at det var os, der fik vores drømmebarn.

Vi kom ind til lægen og blev spurgt til alt i forhold til vores livsstil, hvor længe vi havde forsøgt, om der var nogle sygdomme i familien osv. Merethe havde på forhånd lavet et skema, der illustrerede hendes cyklus, så vi var sikre på, hvornår hun kunne blive gravid. Lægen fortalte os at det første skridt var, at jeg skulle have lavet en sædprøve, for at udelukke, at jeg havde en lav sædkvalitet og samtidig skulle vi begge have taget nogle prøver, som skulle vise om der var en årsag til, at det for os var en svær proces at blive gravide.

Jeg husker det som var det i går, da jeg skulle ringe og bestille tid til sædprøven. Skulle jeg være lidt ”kæk”, når jeg ringede, for at det ikke blev så akavet, eller skulle jeg være meget formel i tonen? Det endte med at jeg lød som en stammende 13årig dreng med stemmen i overgang – lidt ligesom Robert Hansen i ”Kærlighed ved første hik” da han skulle købe kondomer. Sygeplejeske tog det heldigvis med et smil, og fortalte, at hun ville sende materialet hjem til mig, så jeg kunne få afleveret dén sædprøve.

Senere på ugen kom der en kuvert ind af døren. Den indeholdt information om den kommende sædprøve og selvfølgelig den ”berømte” kop til prøven. Det var lidt angstprovokerende at modtage en kop på størrelse med en termokop til bilen – sådan følte jeg det i hvert fald.

Forventede de at jeg fyldte den?

Ifølge brevet skulle jeg lave prøven om morgenen og aflevere den på sygehuset inden kl. 8. Hvordan koordinerer jeg så lige dét? Sende konen på arbejde, hive i banditten, koppen under armen og så afsted mod sygehuset. Bil med manuel gear – åh nej, hvad nu hvis jeg tabte koppen i bunden af bilen midt i et gearskifte, ville det hele så være spildt? Køreturen til sygehuset gik heldigvis fint og jeg slap for at skulle rense sæder og måtter i bilen. Sjovt nok var der tydeligvis andre mænd, der havde samme mission som mig den morgen! Vi havde alle en kuvert i hånden og den ene arm helt ind til kroppen. Jeg er sikker på, at det udefra må have set lidt sjovt ud. Jeg fik afleveret prøven og så var det bare at vente på svaret – om det var mig, der var skyld i, at det ikke var lykkedes endnu.

Nogle dage senere var jeg på vej til Herning om morgenen. Efter planen skulle jeg ringe til lægen og få svar inden kl 9.00. Hold op jeg var nervøs den morgen. Hvordan skulle jeg reagere hvis det viste sig, at jeg havde en sædkvalitet der gjorde, at jeg ikke kunne lave børn?

Jeg holdt ind på en rasteplads og ringede til lægen. Jeg var i kø på telefonen, og håbede bare, at jeg nåede det i telefontiden. Jeg kunne ikke overskue hvis jeg skulle vente til dagen efter for at få svar på prøverne. Heldigvis kom jeg igennem. ”Hej! Jeg skal have svar på en sædprøve”. ”Ja øhm øhm, nu skal jeg lige kigge”. Lægen gik igennem alle tallene: ”Det seeer fint ud, det eeer også perfekt – ja ved du hvad, Michael, dine tal ser rigtig gode ud, så det er i hvert fald ikke sædkvaliteten der er lav!”.

YES – tror jeg havde samme følelse i kroppen som min far havde det, da Danmark vandt EM i 92 og han løb igennem haven med mig på skulderne! Hvor var det fedt at jeg endelig kunne sætte et flueben ved sædprøven, og at det ikke var dét, der var galt. Jeg kunne stolt ringe hjem til Merethe og fortælle, at kanonen var så klar som den kunne være!

Vi fik efterfølgende svar på alle prøverne og til stor lettelse var der ikke noget galt med nogen af os. Vi fik en tid på fertilitetsklinikken til samtale og planlægning af vores forløb.

NU sker det – vi skal lave en baby!

Forsættes…….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *